Bliv klogere med gratis seminarer

gratis seminarerJeg er blevet klogere i dag! Jeg har fået struktureret den viden jeg allerede havde og fået puttet en masse nyt i posen – og det ganske gratis…

Jeg har været til gratis seminar hos Novicell i Højbjerg (Århus). Udover det for lækreste morgenbord (min badevægt er vist glad for det ikke er hver dag jeg deltager i seminar derude), bød dagen også på et solidt oplæg om Google Analytics.

Martin Skøtt, som til daglig er chef for online marketing afdelingen hos Novicell, havde rejst sig fra en ond halsbetændelse, som dog mere var mærkbar i stemme end i energiniveau. På et par timer guidede han gennem en basis gennemgang af Google Analytics, og hvordan man som virksomhed kan bruge de mange oplysninger til at optimere sin markedsføringsindsats.

Jeg har før arbejdet med Google Analytics, så en del af det mest basale var ikke nyt for mig, men jeg nød nu alligevel godt af, at få en mere struktureret tilgang til de muligheder Analytics byder på (her bare mellem os, kan jeg godt afsløre, at struktur ikke altid er min stærkeste side). Som det så ofte er med områder man er lidt inde i, viste det sig naturligvis også, at der var finesser jeg ikke var obs på, og muligheder gemt i analysedybet som jeg vil glæde mig til at gøre brug af. All in all two hours well spent.

I min optik er der mange fordele ved, at bruge tid på et gratis seminar:

Faglig fordybelse og ny viden
Hvad end du går ledig eller er jobramt kan gratis seminarer, webinarer og foredrag give dig meget af den faglige fordybelse og ny viden du har brug for. Tidsmæssigt er det overskueligt både for dig og for en eventuel arbejdsgiver, som sikkert ikke har noget imod at lade dig bruge et par timer på at dygtiggøre dig og blive inspireret.
Netværk
Ifølge Danmarks Statistik blev over halvdelen af alle jobs i 2014 besat via netværk, og det er næppe en tendens som bliver mindre med tiden. Det er altså vigtigt, at tænke i netværksbaner, hvad end du er på udkig efter et nyt job eller måske bare efter nye samarbejdspartnere eller kunder.
Research
Udover ny faglig viden byder et gratis seminar på uvurderlige muligheder for at få lidt inside-kendskab til en masse firmaer. Dels naturligvis det firma som afholder arrangementet:

  • Hvordan er de fysiske rammer?
  • Hvordan er stemningen i virksomheden? Hvordan svinger du med de ansatte?
  • Hvordan er det faglige niveau og deres værdier?

Du får værdifuld information om virksomheden, som du kan bruge til at afgøre om det var et sted du kunne tænke dig at søge uopfordret. Om der er elementer i det du oplever som du kan bruge i en ansøgning af en opslået stilling og dermed vise, at du kender til virksomheden og endelig til at fornemme om det var en virksomhed du kunne se som samarbejdspartner i fremtiden.

Det samme gør sig gældende for de øvrige deltagere i seminaret eller mødet. Læg mærke til hvem de er og hvor de kommer fra. Vær’ nysgerrig og opsøgende. Benyt dig af muligheden for at lave mentale noter undervejs. Man kan udlede meget om en given virksomheds udfordringer eller måde at arbejde på, ved at høre godt efter hvad den medarbejder de har sendt på seminar, kommenterer på eller spørger om.

Faglig fordybelse, netværk og research – Der er altså tale om et veritabelt Kinder-æg af fordele – og hvem siger nej til et gratis Kinder-æg?

Webinarer
Hvis du er geografisk eller tidsmæssigt udfordret, kan jeg varmt anbefale dig, at deltage i gratis webinarer (altså et seminar på nettet ikk’?). De fleste tager ikke mere end en times tid, og kan følges fra hvor det passer dig. Fra dit skrivebord på jobbet, i sengen hvis du er smøsløj – ja sågar fra toilettet eller fra Timbuktu – bare der er netadgang. Naturligvis giver det ikke helt de samme netværksmuligheder som et real life seminar, men som regel er der nu alligevel god gang i spørgsmål og interaktion, og jeg har da personligt fået en del nye LinkedIn connections på den konto.

Hvis du vil havde opdateret din viden eller snuse til nye områder er der masser af gratis seminarer, fyraftensmøder og webinarer derude. Jeg vil nævne et par af dem jeg personligt kan anbefale, primært i Århus, men kender du et fantastisk gratis seminar, er du velkommen til at dele det i kommentarerne herunder (også selvom det er dit eget – janteloven gider vi ikke bruge tid på).

Novicell – Århus – Middelfart – København

Novicell er et digitalt konsulenthus med ca. 100 skarpe medarbejdere indenfor online markedsføring, udvikling, design og digital strategi. De afholder løbende gratis seminarer, som det jeg var på i dag, dels fra deres hovedsæde i Højbjerg ved Århus, og dels i København og Middelfart. Seminarerne veksler i indhold og emner. Her i foråret 2015 er de omkring så forskellige temaer som: Google Analytics, content marketing, KPI-setup og mobile web. Min oplevelse er at eksekveringen af seminarafholdelsen er yderst professionel. Logistikken fungerer, der er tænkt over alle detaljer og det faglige niveau er højt, uden at der bliver talt hen over hovederne på deltagerne. Og så er det sgi nogle dejlige og imødekommende mennesker, som gerne går on and beyond for deres kunder – det tæller også i min bog.
Fordi Novicell er anerkendte, bliver især seminarerne i Århus og København hurtigt fuldt bookede, så følge med på deres site og tilmeld dig hurtigt.

Komfo – gratis webinarer

Banker dit hjerte for social media? Så kender du garanteret allerede Komfo, som en af de helt store sværvægtere indenfor arbejde med social media. De har en imponerende portefølje, og kan derfor bakke deres oplæg op med meget spændende cases fra både ind- og udland. De er gode til at få relevante gæsteoplægsholdere, og de ved præcis hvad der rør sig lige nu på sociale medier. Oplæggene er som regel på engelsk og af et højt fagligt niveau.

Jeg plejer at følge med på deres facebookside (de har nemlig også mange gode og relevante indlæg), og tilmelde mig webinar hvis det passer med mit interessefelt og med min kalender. Når jeg har en ledig stund kan jeg også godt finde på, at benytte deres bagkatalog af tidligere afholdte webinarer, så kan man lige bruge en time i toget på at blive opdateret på hvordan Hummel griber deres social media arbejde an, hvordan man optimerer virksomhedens brug af Twitter eller en af de mange andre spændende emner Komfo tidligere har taget op.

IBA – Erhvervsakademi Kolding – efteruddannelse og gratis webinarer

Udover at tilbyde en lang række efteruddannelser på alle niveauer, er IBA Kolding efter min mening også meget dygtige til webinarer. De er gode til at rette niveau ind efter deltagerne, de er altid velforberedte og jeg er aldrig gået skuffet fra et IBA Webinar. Jeg kan desuden godt lide, at udover de mere gængse webinar emner, som mange tilbyder, kan du blive klogere på projektledelse, internetjura, HR-emner m.v.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>