Sådan undgår du den mest almindelige fejl, virksomheder begår med deres content marketing.

You can't make everyone happy, you're not pizza”You can’t make everyone happy – you’re not pizza”. Prøver du på, at ramme alle med din markedsføring? Du er ikke alene. I blogindlægget her fortæller jeg om en af de mest almindelige markedsføringsfejl, og forklarer hvorfor det er så vigtigt at kende sin målgruppe, og at have modet til at vælge potentielle kunder fra.

 

Når jeg sætter mig med en ny kunde, som har bedt mig hjælpe dem med deres content marketing, er et af mine første spørgsmål altid: ”Hvem ønsker I IKKE som kunder?”

Med mindre de kender mig godt og ved, at min hjerne ikke altid kører lige ud, er deres blikke som regel fyldt af lige så meget forundring og mistro som dit formentligt er lige nu. For hey! Vi vil da alle sammen gerne sælge til alle, vil vi ikke?

Jo, naturligvis vil vi det – i den perfekte verden. Jeg er da heller ikke ude i, at du skal forbyde nogen at købe dit produkt eller benytte dine services. Mit ærinde, med den lidt provokerende indgangsvinkel, er udelukkende at åbne dine øjne for en meget vigtig markedsførings-kongstanke. Nemlig, at hvis du forsøger, at ramme alle – rammer du ingen!

Vi tager den lige igen:

Hvis du forsøger, at ramme alle – rammer du ingen.

Den måde du kommunikerer på, de billeder du vælger, de historier du skal fortælle, de vinkler som er oplagte, de sociale platforme du bør bruge tid på, de steder du smider dine annoncekroner. Alt dette bør være afhængig af din målgruppe. Skåret ud i pap er det ikke den samme måde du bør forrette din markedsføring til Lukas på 17, som går på teknisk skole og mest er interesseret i knallerter og i denne uges kæreste – som til Edith på 60, som elsker naturen og at bage til sine børnebørn. At der er forskel på hvad der rammer disse to målgrupper giver sig selv, men der hvor jeg oplever mange går galt i byen, er når de pipper et forsigtigt:
”Jamen kan man så ikke bare lægge sig lidt midt imellem, så Edith ikke bliver stødt og Lukas ikke keder sig?”
– Jo, det kan du godt, men så rammer du bare ikke nogen af dem.

Hvilket leder mig tilbage til starten, og til et af mine yndlingscitater – ”You can’t make everyone happy – you’re not pizza”. Nu er det jo ikke alle som har et lige så passioneret forhold til en god pizza, som jeg, men mon ikke pointen er klar nok? Med mindre du er usandsynligt awesome, er det naivt at tro du kan ramme alle på én gang.

For at lave en succesfuld marketingindsats er du nødt til at turde vælge fra. Jo mere du kan indsnævre din målgruppe, jo mere præcist kan du ramme dem, så de føler du taler til dem og forstår deres problemstillinger. Så de tror på, at dit produkt eller dine services er svaret.

Jeg forstår godt, at det kan virke angstprovokerende, at vælge fra – at beslutte at der er kunder, som er velkomne, men som du ikke decideret vil tale til. Det kan føles som om du siger nej tak til muligheder, mens det faktisk er det stik modsatte du gør – du giver din virkelige målgruppe mulighed for at se dig og din virksomhed uden unødig støj.

Senere på ugen poster jeg et blogindlæg, med en række praktiske anvisninger på hvordan du selv kan arbejde med at fastlægge din målgruppe. Indtil da kan du jo vende og dreje det her spørgsmål lidt for dig selv:

”Hvem ønsker jeg IKKE som kunder?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>