Fun facts & crazy stuff

Mon ikke de fleste mennesker er sammensatte personligheder, med mange forskellige mere eller mindre specielle sider? Jeg tør i hvert fald godt indrømme, at jeg i så fald ikke er nogen undtagelse. Her har jeg samlet en række af de facts og crazy stuff om mig, som er med til at gøre mig til den jeg er.


 

 Jeg har udgivet min egen kagebog

I forbindelse med mine kurser i kagedekoration, for nogle år siden, manglede jeg en mulighed for at vise mine kursister forskellige detaljer og idéer. Derfor lavede jeg en bog med billeder af nogle af mine bedste og mest anderledes kager. Oprindeligt var den kun tænkt som inspiration under kurserne, men da interessen var stor fik jeg lavet nok til at kunne sælge af dem.

 


 

Mit bedste middel mod dårligt humør er høj musik og Spangsberg flødeboller

 


 

Jeg har lige omkring 100 uåbnede LEGO-sæt og et utal af løse klodser i et særligt LEGO-rum i kælderen

Jeg er med andre ord LEGO-nørd, og bygger anderledes kreationer til udstillinger i ind- og udland. Det er en dejlig måde at stresse af på, og få afløb for kreative idéer. Medlem af Byggepladen.dk – den danske forening for voksne LEGOentusiaster, hvor jeg sad i bestyrelsen fra 2009-2011.

 


 

I 1999 udviklede og opbyggede jeg danmarks første erotiske netmagasin

Jeg har altid været god til at spotte uudnyttede nicher. I sen-90’erne kunne jeg se, at de danske brugere manglede et sobert, professionelt og voksent alternativ til den megen pornografi på internettet – så det lavede jeg. Sitet blev så stor en succes, at TDC købte det, og ansatte mig til at drive det videre som en del af deres Opasia-portal.

 


 

Jeg er uddannet samarittervagt, og har ydet førstehjælp et utal af gange

Som yngstesønnen, med solid århusiansk accent, udtrykker det: “Min mor har boet i et kryds i København, og så har man brug for at kunne hjælpe folk som bliver kørt ned eller har været oppe og slås” (måske moderen snart skal have ham med på dannelsesrejse, så han får et mere helstøbt billede af hovedstaden?)

 


 

Jeg har to skønne, skøre, kvikke, nysgerrige og meget nørdede knægte på 7 og 12

Selvom de er en håndfuld ind imellem, elsker jeg sgi at være deres mor – bortset fra når jeg har lyst til at kvæle dem fordi deres hjerner er lige så skæve som min, deres humor lige så sort og deres mund aldrig står stille (hvordan er det dog sket?)

 


 

Mit yndlingscitat er: “Sometimes you have to jump of a cliff, and build your wings on your way down”

På nogle punkter kan jeg godt være control-freak, og jeg sætter pris på styr på tingene, men når det virkelig gælder har jeg aldrig været bange for, at tro på mig selv og springe ud i noget nyt. De eneste som med garanti ikke vinder i Lotto er dem som ikke spiller (okay, det er formentligt derfor jeg aldrig vinder i Lotto, men pointen er god nok). Eller som jeg plejer at sige til mine unger: “Follow your heart, but always take your brain with you”.

 

 

Jeg har oversat onlinespil fra engelsk til dansk

En af mine freelanceopgaver som selvstændig var oversættelser for spilfirmaet King.com, com bl.a. står bag Candy Crush, Farm Heroes m.fl.. I flere af mine jobs og projekter har det været nødvendigt med kundekontakt og samarbejdsforhandligner af international karakter. Mine engelskkundskaber strækker sig således fra underholdningsgenren til kontraktforhandlingsniveau – fra “Color Bomb” til “terms and agreements”.

Jeg har altid haft nemt ved at lære og forstå fremmedsprog og mine sprogkundskaber ser generelt således ud:
Flydende både skrift og tale: Engelsk
Forstår alt: Svensk og Norsk
Forstår det meste: Fransk og Tysk
Forstår en smule: Spansk og Italiensk

Comments are closed