Kort og godt, eller? Hvad er den optimale længde for et opslag på Facebook?

optimal længde på facebook opslagEr du også ind imellem i tvivl om, hvor langt eller kort et opslag på din virksomheds facebookside bør være for at nå videst ud? I blogindlægget her forklarer jeg hvorfor kort ikke altid er godt, når det drejer sig om Facebook.

Jeg har lige været et par dage på road trip, hvor jeg har haft møder med en masse skønne kunder på Fyn og Sjælland. Det slog mig, at selvom deres brancher og virksomheder er vidt forskellige, så er mange af deres udfordringer og spørgsmål det sjældent. I en række blogindlæg vil jeg tage fat i nogle af de myter, misforståelser og spørgsmål jeg oftest møder på min vej – mon ikke du kan genkende dig selv i nogle af dem?

Skal et facebookopslag være kort eller langt?

Den første myte jeg vil tage fat i, er at mange tror, at på Facebook bør man skrive korte opslag, så alt hvad man vil sige kan ses af brugeren, uden at de behøver trykke ”se mere”. Jeg kan godt forstå tanken, og naturligvis er facebook-formatet ikke til romanlange opslag, men hvis du altid satser på opslag med ganske få linjers tekst af overskriftstypen, gør du dig selv en bjørnetjeneste.

Årsagen hertil er lidt teknisk, men faktisk ret logisk. Facebooks prioritet numero uno er, hele tiden at vise dig – brugeren – de opslag du er mest interesseret i. Til at afgøre om du helst vil se sjove kattebilleder, videoen af din nyfødte niece eller opslaget om tilbud i din yndlingsbutik, benytter Facebook en såkaldt algoritme. En række faktorer som i et indviklet regnestykke munder ud i en rangorden af det konkrete opslag mod alle de andre. De opslag som scorer godt i forhold til regnestykket bliver vist til flere brugere – dem som ikke gør… dør en stille social media død.

Der indgår over 100.000 af disse faktorer i algoritmen, og langt fra alle er kendte af andre end Facebook selv. En af de vigtigste er dog hvorvidt brugeren interagerer med opslaget. Det giver god mening, at hvis et opslag f.eks. likes, deles eller kommenteres, så er det en god indikation af, at brugeren finder opslaget væsentligt, interessant eller underholdende. Som interaktion tæller også at brugeren åbner opslaget ved at trykke på ”se mere” knappen.

Den tager vi lige igen:
Som interaktion tæller også at brugeren åbner opslaget ved at trykke på ”se mere” knappen.

Så du kan nok se, at hvis du altid laver korte oneliner-opslag, går du måske glip af dyrebare interaktionspoint i facebooks algoritme. Derudover registrerer Facebook faktisk også hvor lang tid en bruger bliver på et konkret opslag, så et lidt længere opslag, hvor du formår at holde brugeren fænget er også af den grund en god idé.

kort eller langt facebookopslagSå jeg skal altså bare skrive lange opslag?

Nope, du skal først og fremmest ”bare” skrive gode opslag. Opslag som vækker brugerens nysgerrighed, som underholder, som rør, som er spændende og informative – opslag som tiltaler lige præcis din målgruppe. Ind imellem vil det give mest mening med en kort tekst – så gør du det, og andre gange har du brug for lidt flere ord til at formidle dit budskab – og så er det bestemt ikke noget du skal være bange for. Facebookopslag må gerne være længere end de 140 tegn du har at gøre godt med på f.eks. Twitter.

Du skal bare sørge for, at fange dem allerede i de første par linjer. Det nytter naturligvis ikke meget at skrive et lidt længere opslag, hvis der ikke er noget som giver brugeren lyst til at trykke på ”se mere”.

Hvorfor anbefaler du så ikke bare, at man altid skriver lange facebookopslag?

En anden kendt faktor i facebooks algoritme er variation. Facebook er ikke super vild med hvis alt du slår op virker for ens. Husk igen, at det hele bunder i at Facebook gerne vil give brugerne den bedste oplevelse, så de vil helst ikke kede nogen med den samme type indhold igen og igen. Derfor er variation altid en vigtig del af det jeg snakker med mine kunder om, når jeg rådgiver dem om sociale medier. Den ene dag er det måske et lidt længere opslag, med invitation til dialog, den næste et sjovt billede fra kontoret med en ganske kort tekst og den næste igen en relevant video. Varier dit facebookindhold og vær ikke bange for ”se mere” knappen – så længe du leverer awesome indhold, så kan den sagtens være din ven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>