Ugly but lovable – ærlighed sælger

Ugly but lovable - ærlighed sælger

Ind imellem står man bare med et produkt, hvor man er nødt til at se sig selv og hinanden i øjnene og erkende, at det er lidt op ad bakke, at få folk til at fatte interesse for det. Sådan en situation har smoothie-producenten Froosh uden tvivl stået i, da de skulle lancere deres smagsvariant med spinat og kokos.

For det første, så lad os bare være helt ærlige – “spinat-kokos-smoothie”? Lugter det ikke lidt for meget af helse og spelt på den ikke så fede måde? Jeg selv får i hvert fald umiddelbart reaktionen: “Aarh jeg vil gerne være sund, men det skal også være til at få ned”.

For det andet, så ligner den alt andet end noget man har lyst til at drikke.

Den første tanke hos de fleste traditionelle marketingfolk vil være, at gøre produktet så lækkert og indbydende for kunden som muligt – at slå på produktets fortræffeligheder og prøve at få os til at glemme de mindre spændende sider, men nu er Froosh langt fra en traditionel virksomhed. I stedet for at prøve, at kæmpe imod de der første indskydelser hos en potentiel kunde, har Froosh gjort det eneste rigtige.

Ærlighed
Ærlighed
Ærlighed

De har nemlig ganske enkelt kaldt deres spinat-kokos variant for “Ugly but lovable” – eller med andre ord siger de til dig som kunde:

“Ja vi ved det godt. Den er godt nok ikke køn, men vi lover at den ikke smager som den ser ud”.

Denne her enfant terrible bliver således smoothiernes svar på en mops-hund – grim som bare pokker, men du kan alligevel ikke lade være med at elske den.

Ærlighed som salgsredskab

“Ugly but lovable” er i øvrigt ikke den eneste smoothie hvor Froosh har valgt ærlighed som salgsredskab. De har f.eks. også en “Goji: Strange name, super fruit” og en “Fruits you’ve never heard of”. Derudover er Froosh gode til at inddrage kunderne i processen med at finde på nye anderledes statements til flaskerne, men det er et helt andet blogindlæg i sig selv :-)

Og hvad kan du så bruge det til i din egen markedsføring?

Du behøver ikke at producere en ækelgrøn smoothie for at kunne have glæde af ærlighedsprincippet i din markedsføring.
Vi bliver ofte så optaget af, at alt skal se så pænt og snorlige ud, men i virkeligheden tiltrækkes folk helt naturligt af ærlighed og autencitet. Du kan jo starte med at tage et kritisk blik på din virksomhed, og tænke over hvor du kan være mere ærlig og gennemsigtig overfor dine kunder?

  • Måske kan du være mere personlig i dine nyhedsbreve?
  • Måske er der udfordringer ved dit produkt eller din ydelse som du med fordel kan italesætte, så det ikke bremser dine kunder?
  • Måske kan du være ekstra modig og awesome og henvise en potentiel kunde til en anden virksomhed, hvis du føler deres produkt eller deres kundskaber passer bedre til kundens behov?

Ja, hun sagde faktisk lige, at du ind imellem bør overveje at sende kunder i retning af en konkurrent! Gys og gru!
Jeg mener det helt alvorligt. Jo, du går glip af et salg nu og her, men du undgår en skuffet kunde. Du opnår noget du ikke kan købe for penge – respekt og goodwill. Hvis du er heldig, også god omtale.

Jeg har f.eks. ofte potentielle kunder som har brug for en helt ny hjemmeside – og kan jeg lave den? Ja det kan jeg i princippet godt, men det er bare ikke det jeg er bedst til. Jeg vil således langt hellere tilbyde kunden at være konsulent på projektet – at hjælpe med at afklare hvad deres side skal indeholde, hvilke signaler de skal sende og hvordan kommunikationen skal være, og så henvise selve programmeringen og designprocessen til dem som er bedst til det.

Jeg oplever at selv dem som ikke i første omgang bruger mig til opbygning af den nye side, ofte vender tilbage med andre opgaver – tekstarbejde, seo, rådgivning om social medier, nyhedsbreve eller lign. – ganske enkelt fordi de stoler på mig og ved jeg kun påtager mig opgaver, hvor jeg kan gøre en forskel.

Hvis du er nysgerrig på hvordan du bedst kan være ærlig og autentisk i din virksomhed, så er det til gengæld lige præcis der jeg har talent for at gøre en forskel og se vinkler du måske ikke selv har overvejet. Kontakt mig i dag, og lad os snuppe en snak – jeg giver en “Ugly but lovable” smoothie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>